Nyt Geoviden om grundvand og klimaforandringer

27-06-2019

Grundvandet stiger i Danmark, og det skyldes i stor udstrækning klimaforandringerne. I det nye Geoviden kan du læse, hvordan geovidenskaben ruster os mod mulige oversvømmelser.

I de seneste 150 år er den årlige gennemsnitsnedbør i Danmark steget med 100 mm og ifølge klimamodellerne vil den tendens fortsætte. Danmark bliver altså vådere, hvilket betyder, at der overordnet set dannes mere grundvand.
De steder, hvor grundvandsspejlet ligger højt i dag, kan derfor risikere at få problemer med oversvømmelser. Der er flere steder, hvor det allerede er et problem i dag, og hvor man har været nødt til at finde på noget, hvis ikke folks kældre skal oversvømmes igen og igen.

Her kommer geovidenskaben ind i billedet, for viden om grundvand er også viden om geologi, da grundvandet som bekendt befinder sig i undergrunden.

Derfor kan du i det nye Geoviden blandt andet læse om, hvordan geologiske og hydrologiske modeller har hjulpet med at undgå oversvømmelser af blandt andet den nye Silkeborgmotorvej. Samt hvordan klimatilpasningsløsninger sommetider kan give problemer, hvis der ikke tages tilstrækkelig højde for geologien i området.

Du kan også læse om, hvordan man indsamler de data om undergrunden, der skal til for at kunne lave de mest præcise beregninger af, hvordan grundvandet bevæger sig, og hvor meget der er af det, både nu og i fremtiden.

Rettet mod gymnasieelever

Dette Geoviden er nummer to i rækken efter bladet blev relanceret i marts 2019. Geoviden er nu målrettet undervisning i gymnasiet, særligt i naturvidenskab, hvor det vil kunne bruges som et videnskabeligt baseret input, der fokuserer på samfundsrelevante emner, hvor geovidenskaberne spiller en rolle.

Til hvert blad er der tilknyttet et webunivers med en video, der giver en indføring i emnet, samt ekstra artikler og illustrationer. Dem kan man tilgå fra geoviden.dk ligesom det også er her, man kan finde alle de gamle blade fra før relanceringen. Magasinet er gratis og der kan bestilles enkelte numre eller klassesæt på geoviden.dk.

Geoviden udgives af Geocenter Danmark, der er nationalt center for geovidenskabelig forskning, uddannelse, rådgivning, innovation og formidling på højt internationalt niveau. Geocenter Danmark er et formaliseret samarbejde mellem De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS), Institut for Geoscience ved Aarhus Universitet samt Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning (IGN) og Statens Naturhistoriske Museum ved Københavns Universitet.

Læs mere:

Se både blad, video og ekstra materiale her